HTC-Highroad
Når Grand Prix Herning for 19. gang skydes i gang på Torvet i
Herning lørdag den 23. april 2011 vil det være med en af dansk
cykelsports absolut stærkeste ryttere, nemlig HTC-Highroad-rytteren
Lars Bak, til start.
Lars Bak, der så sent som i forrige weekend var en af de mest
markante ryttere i verdens måske hårdeste endagscykeløb -
Paris-Roubaix og som samtidig blev en meget flot nr.
5, vil være én af rytterne, der deltager i Grand
Prix Herning via det danske landshold.
"Selv om det ikke sker så ofte længere, glæder jeg mig altid til
at køre i Danmark, så motivationen er i top. Jeg skal også erkende,
at glæden ikke bliver mindre af, at deltagelsen sker i det største
danske endagsløb - Grand Prix Herning -, og jeg ser frem til at
skulle prøve kræfter med de støvede grus- og jordveje i og omkring
Herning, så selv om jeg ikke har mit eget hold med til løbet, tror
jeg stadig på, at min egen styrke kan komme mig så meget til gode i
dette specielle terræn, at jeg - med det held et sådant løb også
kræver - vil kunne være blandt de sidste i finalen, når løbet skal
finde sin afgørelse", udtaler Lars Bak.
"Samtidig glæder jeg mig til igen at skulle kæmpe i Danmarks
stærkeste cykelby - Herning, hvilket både tilstedeværelsen af dette
løb - Grand Prix Herning -, Herning Cykle Klubs gadeløb -
Handels-banken Gadeløbet i august -, og sidst men ikke mindst
offentliggørelsen af, at Herning skal være værtsby for næste års
start af Giro d'Italia i Danmark, er et tydeligt bevis på", slutter
Lars Bak.
"Vi er selvfølgelig meget glade for, at Lars Bak er en del af
det danske landshold i Grand Prix Herning 2011. Når dette års nr. 5
fra Paris-Roubaix er på startlisten, er det med til at holde løbets
tilnavn "En forårsdag på Heden" med en slet skjult sammenligning
til verdens hårdeste éndagscykelløb, Paris-Roubaix, der efter
Jørgen Leths filmatisering blev døbt "En forårsdag i helvede", i
live", udtaler løbsansvarlig Joachim Andersen, og fortsætter: "Og
jeg forventer også, at tilskuerne til løbet vil se ham langt fremme
på resultatlisten, når løbet i og omkring Herning i påsken er
overstået."
Grand Prix Herning, der i 2011 er 200 km, vil i lighed med
tidligere år blive afviklet i og omkring Herning, ligesom løbets
karakteristika med ca. 30 kilometer grus-, sand- og skovveje samt
cykelstier bevares.