Grand Prix Herning 2010 UCI 1.1.
Herning Cykle Klub kan med stolthed oplyse, at den
internationale cykelunion (UCI) efter VM i Schweiz har meddelt, at
næste års udgave af Grand Prix Herning - "En forårsdag på heden" er
blevet tildelt løbstermin lørdag den 1. maj 2010.
Endvidere har UCI meddelt, at den 18.
udgave af Danmarks hårdeste endagscykelløb vil blive afviklet i
kategori 1.1, hvilket betyder, at Herning Cykle Klub er frit
stillet med hensyn til invitation af professionelle cykelhold,
meddeler løbsarrangørerne i en pressemeddelelse.
Satser på Team Saxo Bank til start
Løbsarrangørerne havde i 2009 ikke Team Saxo Bank til
start i UCI-løbet i Herning, men arrangørerne har arbejdet
stenhårdt for at få økonomien på plads, så nogle af verdens bedste
cykelhold kan komme til start, deriblandt altså Team Saxo
Bank.
"Vi har lige siden afviklingen af årets udgave af Grand Prix
Herning i foråret arbejdet intensivt på, at UCI skulle tildele
næste års arrangement kategoriseringen 1.1, hvilket UCI nu har
bekræftet. Dette skaber mulighed for, at vi nu kan invitere og
forhåbentligt også få lavet en aftale med Team Saxo Bank omkring
deres deltagelse ved næste års arrangement", udtaler
arrangementsansvarlig Joachim Andersen, og fortsætter: "Vi vil
således forsøge at få højnet kvaliteten af feltet via deltagelse af
mere end blot ét Pro Tour-mandskab, men vi erkender også, at det
bliver svært, da der i foråret er mange cykelløb i kalenderen, som
alle kæmper om de store holds deltagelse."
Årets løb endte med total dominans til Team Designa Køkken, som
ryddede podiet, da René Jørgensen sejrede foran Michael Reihs og
Allan Johansen. I 2010 vil det nye fusionshold, Team Designa Køkken
- Blue Water, dog få kamp til stregen af de andre danske hold,
men også flere af de professionelle hold.